Flettede Hvaler - Flettede Hvaler - Flettede Hvaler - Flettede Hvaler
"Hvad kunne man tænke sig mere end de frejdiges letlumrende bevægelser, nej vel, man ville da ikke være i tvivl..."

Kims Brevkasse

Ræv

hej Kim,

Hvor tit skal man vaske en ræv?

Mvh.
Sabrur Irgjingslons



hej Sabrur,

En ræv bør vaskes og renses en gang om måneden. Ellers ophober pelsen med tiden metalspåner, dun, øl, papir, snor, bark, mos, tin, fnuller, nullermænd og den slags. Brug et stærkt middel. Vær ikke karrig, for en ræv kan tåle en del.

hilsen
Kim



Pudsigt

Kære Kim
Jeg er 1.81meter høj og vejer 81 kilo. Er det ikke pudsigt? Hvis ikke, hva så?

venlig hilsen
San Laurentz



Kære San
Dette faktum har jeg diskuteret med førende numerologer, kendte taltydere, talrige matematikprofessorer, rektorer for alverdens matematiske fakulteter, spåkoner, astrologer, musikere, kunstnere, biskopper, journalister etc., og de er desværre fuldstændig enige om, at det ikke er pudsigt. Og hva så, spørger du, og til det vil jeg svare, ja ikke noget, vil jeg tro.

Kim



Flænser garn

Kære Kim
Nu har min abe igen været ude i bryggerset og flænset alt mit garn, jeg havde ellers lagt det i pæne bunker, men min abe har luret det, så nu er jeg så meget i vildrede, at jeg snart er villig til at lukke døren til bryggerset, hvad skal jeg gøre?

Med venlig hilsen
Snus Spandauewer



Kære Snus
Nu vil jeg lige gøre læserne opmærksom på, at den abe der er tale om, faktisk er en ræv, men det gør jo ikke problemet mindre af den grund. En ræv har jo lige så gode forudsætninger for at flænse garn, som en abe. Så mit råd vil i begge tilfælde være at droppe det der garn, og købe færdigstrikkede trøjer i Bilka i stedet, de er meget billige, da de har maskiner til at strikke, og det er som regel nogle gode trøjer de har.

Kim



Fået barn

Kære Kim
Nu har jeg efter ni måneders svangerskab født mit barn. Mit spørgsmål lyder nu: Hvad skal jeg med det? Hvad skal jeg gøre nu? Faren hedder Laust. Han er sød, og vi er økonomisk velfunderede. Håber, du kan hjælpe.

Med venlig hilsen
Iben, Rørvig



Kære Iben
Normalt ville jeg ikke have bragt dette spørgsmål i min brevkasse. Det skyldes, at jeg engang kendte en mand, der hed Laust, og ham kunne jeg ikke fordrage. Han boede godt nok ikke i Rørvig, men alligevel.

Jeg synes du skal snakke med Laust om det, og høre hvad han har lyst til. Det bedste ville nok være, hvis I flyttede sammen, det er nemlig godt for barnets tarv.

Kim



Mangler en skrue

Kære Kim
Nu er jeg næsten færdig med mit 8-etagers boligkompleks, men står og mangler en skrue til at montere bruseren på 6. sal. Hvor skaffer man sådan en? Den skal være helt almindelig, dog helst af blankt metal.

Med venlig hilsen
Kuksian Bjarntrams, Knæløse



Kære Kuksian
Den nemmeste er nok at tage hele huset med ned til et byggemarked, og så finde en af deres skruerådgivere, og få en snak med ham. Så kan du nemlig lige vise ham, hvor der er skruen skal sidde, og måske har han en, der passer.

Kim



Skylder penge

Kære Kim
Jeg skylder min rocker-pusher 800.000 kroner, som jeg ikke har, og han har naturligvis truet med at skyde mig, hvilket jeg synes er ok, det er jo hans penge, men jeg tænkte, om ikke du kan låne mig pengene til senere?

Med venlig hilsen
Stig Okker



Kære Stig
Jeg ville meget gerne hjælpe, men jeg har slet ikke så mange penge, så du må enten skaffe dem, flygte til udlandet, eller lade dig skyde.

Kim



Stor kanon

Hej Kim
Jeg har lige købt en stor kanon, og nu vil jeg gerne vide, om jeg skal fyre den af og i så fald hvorhen.

Med venlig hilsen
Hans Henrik Ley, Ramløse



Kære Hans
Udfra det billede du har sendt, kan jeg se at der er tale om en gammel græsk forlader. Hvis du fylder 2,421 kg krudt i og peger kanonen i en retning af 317,1 grader NVV, så vil kuglen slå ned på en mark i Tibirke, lige mellem Lundebakkegård og Viekærgård. Om du skal fyre kanonen af, vil jeg helst ikke blande mig i.

Kim



Jernfedtskål

Hej Kim
For nylig opvarmede jeg alt mit jern til 1528 grader celcius. Oven på det smeltede jern dannede der sig ligesom noget skum, som jeg fjernede med en ske. Nu havde jeg en ganske god portion jernfedt, som jeg formede en skål af. Nu er mit spørgsmål: Hvad lægger jeg i skålen? Den er ikke videre stor og vejer ganske betragteligt, med derfor ser jeg ingen grund til ikke at lægge noget op i den. Hvad gør jeg?

Med venlig hilsen
Mette Samer, Rudkøbing



Kære Mette
Tillykke med din fine jernfedtskål. Jeg forstår skam godt, du gerne vil lægge noget op i den, men vær nu forsigtig. Derfor tror jeg det er bedst, at du, meget forsigtigt, lægger en lille mammut af træ op i skålen. Måske bare en times tid, til at starte med, og hold så godt øje med skålen. Hvis det slet ikke kan fungere, så må du skrive igen.

Kim



Venus

Hej Kim
Jeg har lige købt planeten Venus og står for at skal have bygget en carport deroppe, men lufttrykket er meget højt, og det blæser til tider ret voldsomt, så jeg tænkte, om man bør støbe et fundament, så carporten ikke blæser væk?


Med venlig hilsen
Kris Henna


Kære Kris
Det ville være en rigtig god ide, det kan nemlig blæse op til 50 m/s på Venus, hvilket nemt ville kunne blæse din carport væk. Husk ikke at bruge metal, da syreregnen er meget ætsende.

Kim



Epoxy-Araldit

Hej Kim
Jeg har netop købt noget epoxy-araldit til mine ambolte, og nu har min søn på fire blandet komponenterne fra begge tuber i 1:1 og har spist det hele. Jeg vil gerne vide, om jeg bør søge læge straks, eller om jeg kan vente lidt. Jeg er virkelig i vildrede, så jeg håber, du har et bud.

Med venlig hilsen
Louis Lewis



Kære Louis
Hvis din søn ikke allerede er død, så bør du opsøge en læge, da Araldit er meget giftigt. Se efter symptomer som bleghed, kramper og hård mave.

Kim



Fod klemt

Hej Kim
Jeg har lige tabt en kummefryser ned på min venstre fod, og ville lige høre, hvad du synes jeg skal gøre. Skal jeg lade foden sende elektriske nerveimpulser til hjernen om problemet, eller hvad?

Med venlig hilsen
Bjanti Francis



Kære Bjanti
Jeg synes helt klart, at du skal lade foden sende elektriske nerveimpulser til hjernen, for så vil du reagere på problemet, hvilket er meget vigtigt, hvis der er brud el. lign. i foden.

Kim



Cementblander

Hej Kim
Min mand påstår, at cementblandere altid er orange, men jeg er sikker på, jeg engang har set en, der var grøn, det har vel været en 2-3 år siden i Hundige, vi havde nemlig været ved Gardasøen og spille minigolf, det var faktisk ret sjovt, specielt når man kom til at ramme folks briller med køllen, hold da ferie, hvor blev de tossede, du skulle ha set hvordan de teede sig! Ved du noget om det med cementblanderen, min mand og mig har nemlig væddet 12 kroner, så please, kære Kim, sig at jeg har ret, selvom det er løgn, please???

Med venlig hilsen
Ulla Bilka



Kære Ulla
Ja, hvis du er sikker på, du har set en grøn cementblander, så har du jo vundet væddemålet, men det kan jeg jo af gode grunde ikke udtale mig om. Din mand må jo stole på dig og give dig de 12 kroner.

Kim



Alkoholproblem

Hej Kim
Jeg er en mand på 48 år, og jeg har været i behandling for alkoholmisbrug med antabus i 6 måneder. Jeg vil i den forbindelse gerne høre, om der findes en måde, hvormed antabusen kan neutraliseres, således at jeg kan drikke mig fuld, helst allerede i aften? Så ville jeg blive meget glad, jeg trænger nemlig til at være fuld.

Med venlig hilsen
Arne Arnings, Herlev



Kære Arne
Der findes noget medicin, der kan modvirke antabus i løbet af nogle få timer. Men jeg vil ikke fortælle dig det, dels er det farligt, hvis man gør det forkert, og dels synes jeg det ville være dumt at afbryde behandlingen uden at have nøje overvejet det, og iøvrigt kan du ikke nå det til i aften, da dette svar er skrevet flere dage senere.

Kim



Bilfabrik

Hej Kim
Jeg har lige startet en bilfabrik, og så ville jeg lige høre, om du synes, det er smart at lave karrosseriet eller lygterne først? Jeg har osse nogle ideer til, hvordan man kunne installere dørtelefoner i alle fire døre.

Med venlig hilsen
Søren Krat



Kære Søren
Uha, sikke et projekt du har kastet dig ud i der! Jeg tror, det vil være fornuftigt at starte med karosseriet, da resten af bilen vel skal monteres på dette. Og vent med ekstraudstyr, prøv at koncentrere dig om selve bilen i første omgang.

Kim