| "Som de snedkere, de var, bragte de altid den fineste savsmuld til dørs, medens andre måtte kvie i kærret..." |
DagbogOnsdagI dag gik jeg lidt rundt i Singapore, når nu jeg alligevel var der. Der var mange morsomme ting at se, bla. en lille Danmarkskrønike, den var ikke større end en lille bog. Desværre havde jeg ingen pose med til at bære den i, ellers havde jeg da købt den. På vej hjem fra kanonpudsning faldt jeg i Valby Parken over en rod, der stak op af græsset. Den tilhørte et stort løvtræ, og jeg undlod ikke at give det en reprimande, og opfordrede det til lige at vise lidt hensyn med rødderne. Så har Peter Belli endelig været her og installere de skifferplader på de vestvendte vægge, jeg havde bedt om. 58 stk. der nu sidder så fint og glimter lidt, når jeg lyser på dem med en lommelygte. Så mangler jeg bare en stol. Fredag I dag åbnede jeg en diamantmine i Søndermarken, men jeg nåede kun at grave få hundrede meter ned i undergrunden, før der kom en betjent og sagde, at man bestemt ikke måtte åbne uautoriserede diamantminer i Søndermarken, det skulle man først have tilladelse til oppe på kommunen. Jeg nåede dog akkurat at fylde lommerne med de aller største diamanter, inden jeg måtte lukke minen og tage hjem. På vej hjem fra skaléring gik jeg forkert ved Åndemanerstræde og havnede et mystisk sted, fyldt med sko og tegl i alle farver og alverdens klistermærker i store bunker. Jeg skyndte mig at snuppe et par sko og et klistermærke med et flot mønster, inden jeg prajede en flådestation og blev sejlet hjem. Nu kom min gamle balalajkalærer endelig forbi med de skolestrømper, jeg havde bestilt engang i foråret. De passer perfekt på alle mine knager, så det bliver bare så nemt at hænge dem fra sig. De ligner lidt auberginer, hvis man fylder dem med sand. Onsdag I dag har været en typisk torsdag, selvom det er onsdag. Det er ret irriterende, hvis det skal til at bytte rundt. Jeg kan ikke fordrage, når ugens dage ikke falder som de plejer. For så skulle i går være som en onsdag, men den føltes lige så tirsdags-agtig som vanligt. På vej hjem fra stigmatisering faldt jeg i snak med en mand, der viste sig engang at have boet mindre end ti kilometer væk fra hvor jeg engang selv har boet. Desværre viste det sig, at det ikke var den samme Stationsvej, vi snakkede om. Hans var nemlig i Kolding. Så har Karl Smart endelig været forbi med de sytten kasser æblefedt og et par nøgler rosengarn, jeg havde bestilt. Det bliver skønt at komme i gang igen. Der er æblefedt nok til de første halvtres omgange 'Skihm og Pøhn'. Fredag I dag kalkede jeg de gamle udslidte biblioteker i København til med den fineste hvide Fakse Kalk. Selv Diamanten fik en omgang friskrørt kalk og for sjov rørte jeg en lille smule sagomel i, så der dufter af brød, når solen skinner. Ude i venstre side af Køge kan man af og til møde Professor Smergellærred, han fabler stadig om dengang mikrofonerne i Danmarks Radios studier på Rosenørns Allé var udstyret med små skåle til byttepenge, hvis nogen skulle i kiosken. Men han er nu meget flink. Selvom det var syvende gang jeg i dag prøvede at sparke en betydningsløs discoplade fra 80´erne over et gærde, følte jeg ikke nogen særlig glæde ved det, så jeg brød med alle normer og gav den til en ven. Han brød sig desværre ikke om pladen, da der var kommet lidt mug på den under sparkningen. Tirsdag I dag væltede jeg en hel kop kaffe med mælk og sukker ud over tastaturet til min pc'er, og straks begyndte det at taste alt muligt tilfældigt, og faktisk lykkedes det tastaturet at åbne min email og skrive disse ord, inden jeg fik taget stikket til det ud: "Jeg er et DIGITAL tastatur, jeg bor i Danmark, og jeg søger kontakt med andre tastaturer der, ligesom jeg, føler sig ensom. Jeg er matsort og har en masse ekstra funktionstaster. Jeg er ligeglad med hvilket mærke du er, eller hvordan du ellers ser ud, dog du må helst ikke mangle nogle taster. Håber meget at høre fra dig..." Puha, godt jeg fik standset det tastatur, tænk hvad det kunne have ført til, hvis jeg havde ladet det fortsætte. Det skulle ellers lige til at skrive email-adresser i modtagerfeltet, så det var da i sidste øjeblik, ellers ville jeg jo få en masse emails fra andre ensomme tastaturer, og det gider jeg absolut ikke at blive involveret i. Søndag I dag kostede tobak ikke mere end det plejede, så min moster fik lov at brage igennem Haderslevsgade for fulde gardiner i sin gamle Opel. Bilen var sjovt nok ikke rød længere, da hun var færdig, og hendes gamle hund Bent gøede da også lidt, da vi efterfølgende var på safari i Kenya. Nu er mit taljesystem så veludviklet, at jeg kan bage brød samtidig med, jeg skuer ud over byens tage og tårne. Jeg har 14 snore at hive i, og nogle af taljerne er så komplekse, at jeg må bruge en hel kasse 10-amperes sikringer, hver gang jeg bruger systemet. Jeg kan således også ommøblere hele lejligheden med dette taljesystem og eventuelt bygge en udestue med det. Jeg kan lægge ni puslespil samtidig med, at jeg laver prototyper af nye danske designmøbler. Nu har hele Rederiforeningen været forbi og klage over noget. De fik naturligvis kaffe og små bitre kager med kerne af bark og tin. De bar alle briller, og heldigvis lykkedes det mig at få byttet om på alle brillerne, så dem, der var nærsynede, havde nu fået briller til en langsynet og vice versa. Da de nu ikke kunne se en pind, kunne jeg nemt stjæle deres engangslightere, så alt i alt var det da ok, de kikkede forbi. Mandag I dag skænkede jeg slet ikke Jens Olsens Dejlige Verdensur en eneste tanke, det er synd, for det er sådan et fikst ur, det står i et stort hus et sted, det er jeg sikker på. Det går så nøjagtigt, at end ikke 30 finske fintfølende skovmænd ville kunne mærke noget som helst. Måske jeg burde se det en dag og give det en gang olie og voks, det trænger det garanteret til det gamle ur. På vej hjem fra skiltemaling træf jeg en meget hellig mand, som var så grå, at jeg hele tiden troede, han var lavet af beton og ikke af det pureste kød og blod. Hans venstre lygte lignede en hel sangskat, og når han svingede med taktstokken, blinkede den så yndigt med sin fine lille lyskegle, og den kunne sågar også skifte farve, hvis det skulle være. Jeg fik lygten med hjem i en lille plastikpose. Nu har Randers Reb endelig været her og montere mit nye fryseakvarie, det var også på tide, det bestilte min forfader gennem et lusket postordrefirma i 1476, så mon ikke jeg blev en anelse overrasket, eftersom jeg ikke troede, det nogensinde ville komme? Folkene fra Randers Reb fik naturligvis masser af kaffe og sølvhaler som tak. Så nu glæder jeg mig til at få puttet nogle isfisk i fryseakvariet. Onsdag I dag syntes jeg, der var alt for mange mennesker i mit supermarked, så jeg bad dem finde et andet sted at handle, hvilket de så gjorde, men desværre gik supermarkedet konkurs, som følge af at jeg nu var deres eneste kunde, og inden jeg var nået op til kassen med mine varer, var lokalerne blevet overtaget af en tøjkæde, og ekspedienten gloede derfor måbende på min kurv med dagligvarer, men jeg fik da lov at købe dem til det beløb, der stod på varerne. På vej hjem fra trimning opdagede jeg en hidtil ukendt købstad lidt nord for Valby, den hedder Mjørnstrup og har været fuldstændig afskåret fra omverden siden 1280'erne. Byen består af syv mindre gårde, en trækirke, en købmandsforretning med videoudlejning, lidt småindustri og et par mindre husmandssteder. Mærkeligt nok taler indbyggerne græsk, og det har ingen kunnet give mig en fornuftig forklaring på. Men ellers var de skam vældig flinke, et venligt ægtepar bød mig på kaffe og kage, og vi sad og så lidt melodi-grandprix, som de havde optaget på video, pudsigt nok på betamaxbånd, hvor vi andre bruger vhsbånd. Så har hele Hilmar Baunsgaards familie været her og sætte nye fancy lamper op, det er da også flinkt nok af dem, ingen fejl på det da, men jeg synes nu, her er lidt for mange lamper, og eftersom der er almindelige glødelamper og halogen i dem alle, er strømforbruget meget højt, omkring 800 Watt, bare på toilettet. Jeg tør slet ikke tænde lyset inde i stuen, der sidder nemlig rigtig mange lamper nu, for så ryger sikringerne bare. Så nu jeg har bedt Hilmar Baunsgaards familie om at dæmpe lyset en smule. Søndag I dag fik jeg samlet alle brintbomber i verden sammen og smidt dem væk. Det var rart, så mangler jeg kun at fjerne alle tomme aluminiumsdåser, så skulle den være der. Jeg gider nemlig ikke vade rundt i brintbomber og tomme aluminiumsdåser. Et lille taktisk a-våben her og der er jo slet ikke det samme. Men jeg har da altid en pose med, når jeg er ude, så kan jeg lige samle de værste taktiske a-våben sammen og smide dem i kommunens a-våben container på vejen hjem. På vej hjem fra hyberventilering kunne jeg se, at Peter Belli havde været og beskære granerne i indre by. De trængte også, så det var på tide, og jeg gav Peter min granitsamling som tak for beskæringen. Han blev så glad, at han straks lod alle granitstenene udstille på Søborg Hovedgade. Og pyntet med afklip fra granerne så det skam også rigtigt godt ud. Flere fremmødte havde taget deres cykler med. Nu har Danlagkager endelig leveret den lagkage, jeg bestilte forrige uge. Den er ret lækker, er lavet af bl.a. landbrugsprodukter og andre ingredienser. Og så er den pyntet med det fineste mønje, hvilket giver lagkagen et behageligt helhedsindtryk. Kommer man fx. ude fra køkkenet og ind i stuen, kan man se mønjen lige så fint ligge ovenpå lagkagen. Mandag I dag gik jeg til Yemen, hvor jeg lige nøjagtigt nåede en Seven-eleven inden lukketid. Så jeg fik købt gær og badebukser, det skulle jeg bare have, eftersom det var derfor, jeg var taget til Yemen i første omgang. Men når nu jeg var der, gik jeg da også lige rundt og besteg deres bjerge, så det har været en dejlig dag i Yemen. Ingen tvivl om det da. På vej hjem fra ludomani var det så mørkt, at selv ikke renerne i Hareskoven kunne se en brik, og de vadede derfor ind i hinanden hele tiden, hvilket lød rigtigt dårligt, lidt ligesom hvis man slår på et sammenrullet gulvtæppe med en saxofon. Sådan en dump, hul paplyd. Ja, man skulle ikke tro det om rener, men det lyder altså ikke specielt fedt, når de render ind i hinanden. Så fik jeg endelig fjernet væggene i min lejlighed og har fået frit udsyn til alle sider. Desværre synes mine naboer ikke om arrangementet, og det er da også lidt koldt at sidde der mellem to etageadskillelser. Og genboerne og naboerne kan jo se alt, hvad jeg laver, uanset hvad jeg laver. Det er heller ikke helt praktisk, at ens ting blæser væk, alle mine papirer er fløjet, og jeg havde ellers en regning fra biblioteket, som bare skulle betales. Måske jeg lige sætter en skærmplade op ved mit skrivebord, nu må vi lige se. Søndag I dag skimtede jeg mine aner i det fjerne, og omridset af min afdøde onkel Børge lignede en petroleumsdunk, hvor låget var skruet af og sat fast med små skruer. Da jeg kom tættere på, blev det hele til vat, og vinden bar det til Norge, hvor det landede lidt uden for en by, de har deroppe. Den skulle efter sigende have masser af plads til vattet, så mon ikke det får lov at blive i byen? Ellers må jeg tage derop og sige det. På vej hjem fra skødesløshed trådte jeg forkert og ramte en sten med foden, og alle mine æbler røg ud af posen og ned på noget jord, der var. Øv, så måtte jeg samle alt det op igen, men imens talte jeg æblerne og gangede det med syv, så det var jo meget sjovt. Æblerne skal bruges til at spise, ikke noget overraskende i det. Nu har NASA endeligt været her og godkendt min plutoraket, jeg tager afsted i morgen og regner stærkt med at kunne være på Pluto omkring ved ottetiden. Så skal jeg altså ud og se, hvordan den er, den planet. Der skulle vist være temmeligt koldt, så jeg har taget primusbrænder og nogle fede vanter fra Aldi med. Torsdag I dag kunne jeg slet ikke finde på noget at opleve, som er værd at skrive om, dagen er bare gået med de sædvanlige Mars-ekspeditioner og mine organtransplantationer. Og de par højhuse, jeg har bygget i dag, er jo slet ikke værd at nævne, men det er jo egentlig allerede for sent, idet jeg har nænvt dem. Så kunne jeg berette om dagens opkøb af stålvalseværker og rederier, men det er jo også kedeligt. Og de få mennesker, jeg dagen igennem har helbredt for dødelige sygdomme eller bygget huse til, er jo også umådeligt kedeligt. Jamen, det er da svært at sige noget interessant, når det vildeste man har lavet, er en komplet kortlægning af alle dyre- og plantearters gener og proteiner og kromosomer. Jeg kunne jo også udbrede mig om de syv planeter, jeg har opdaget i vores solsystem i dag, men hvem gider høre om det? Det eneste vilde, jeg kan komme på, er, at jeg havde bar røv, da jeg stod op. På vej hjem fra jalousi mødte jeg Holger, som engang reddede min sofa, og nu står jeg i evig gæld til manden. Han var stadig 185 cm høj, og lænede sig op ad alt, ganske som han plejede. Vi delte en kasse hvidtøl i Fælledparken og spillede lidt vandpolo imens. Når han bøvsede, lød det skægt af alt det hvidtøl. Vi blev dog senere smidt væk, på grund af skummet. Nu ser jeg, at månefasen har snydt mig igen, her troede jeg det var fuldmåne, men det er bare solen, og den er jo altid fuld, da den selv udsender lys, i modsætning til månen, der nasser lys fra andre. Men så er det jo også klart, at dens humør går op og ned. Mandag I dag solgte jeg min sjæl til højestbydende. Det var en mand fra Grenå, der købte den for vildt mange penge, som jeg nu bare kan bruge løs af. Men eftersom jeg har solgt min sjæl, er det jo selvsagt begrænset, hvor meget jeg vil få ud af pengene. Han bruger min sjæl til at opleve, hvad jeg er for en, og så længe han bruger den, står min krop ovre i hjørnet og keder sig. Måske jeg bare skulle have lejet den ud for en mindre periode. På vej hjem fra skud i tågen skiltes vandene i Skt. Jørgens Sø lige foran mig, så jeg slap for at skulle gå hele vejen udenom, men jeg brækkede desværre et ben, da jeg faldt i et af de mange cykellig, der ligger på bunden af søen, så alt i alt var det ikke rart. Søen har nu fået en reprimante og har lovet at sørge for, at der er en ryddet sti næste gang, jeg kommer forbi. Nu fik jeg endelig flyttet Kina 10 meter til højre, og gravet en fin å mellem Kina og de tilstødende lande. Mange af landene var sure over, at jeg skulle flytte Kina 10 meter væk fra dem, men de synes vist, at åen er blevet helt ok. Og de har fået lov til at bruge den, når jeg ikke selv skal. Landene til den anden side er ikke helt så glade for den vold, som flytningen har skabt, men de kan jo bare så noget græs og nogle buske der så. Onsdag I dag kom jeg til at hælde al min sprit i håret, da jeg troede, det bare var vand. Senere gik der ild i det, da jeg skulle tænde en cigaret. Jeg glemte nemlig at tørre det, fordi jeg pludselig var nødt til at tage til Norge igen. Men nu er det hele futtet af, så nu kan jeg vist bare spilde både sprit og tid, som det nu falder sig for. Det gror jo ud igen det stads. På vej hjem fra ugler i mosen, traf jeg mit gamle egern, Kim. Han var blevet overegern i Frederiksberg Have, og var så stolt, at han forærede mig ni agern. Jeg blev helt rørt, tænk at mit gamle egern giver mig sit vinterforråd. Jeg passede jo også godt på ham, dengang jeg var spisegeneral på Statens Indiske Dyrefabrik. Nu nyder mit gamle egern sin frihed og har efterhånden fået en masse unge egern under sig, så det kører vist meget godt for ham. Nu har Ulla Pia igen udgivet en cd i mit navn, og hele dagen har jeg måttet svare på spørgsmål fra alverdens journalister om, hvorfor min stemme er så lys på cd'en og minder så meget om Ullas. Jeg fandt på en historie om, at jeg engang kom til at spise en flaske helium, og derfor er min stemme så lys. Journalisterne undrede sig godt nok over, hvorfor min stemme var mørk under interviewet. Men som jeg sagde, lys eller mørk, hvad gør det? Lørdag I dag bragte Guds tjenere mig mit scepter, som har været forsvundet siden Svenskekrigene. Dengang troede jeg, at verden var min, men den havde allerede været på andre hænder i mange, mange år. Så det var vældigt rart at få scepteret tilbage. Nu er det mig, der bestemmer, hvor byer og lande skal ligge, og det bliver ikke, som det plejer, det kan jeg sige allerede nu. Kina skal flyttes 10 meter til venstre, så der er plads til min lille dejlige jolle. Så kan jeg sejle forbi Kina, som om jeg gad. På vej hjem fra kedsomhed traf jeg en mand, som bar det grimmeste armbåndsur, jeg længe havde set. Det var af stål, med mørkeblå skive, og lyse visere. Så jeg spurgte ham om klokken, så han selv kunne se, hvor grimt det var. Så skete det, nu har de igen bjærget et rumskib i haven, denne gang var det et intergallaktisk et, der havde forvildet sig ind i vores galakse. Og som altid var det mig, der måtte lave kaffe til besætningen. De var ca. 50.000 ombord, så jeg løb desværre tør for kaffefiltre. De var ellers flinke, og forærede mig en lille mammut af træ. Mandag I dag fik jeg en email fra en, jeg slet ikke kender. Den var så flot og fin, at jeg blev helt varm om hjertet. Tænk, at nogen vil skrive til mig, uden at vide, hvem jeg i virkeligheden er, de kan jo ikke vide, om jeg bare vil smide emailen ud, eller måske er jeg dum, eller et eller andet. Det er helt vildt, han vil hjælpe mig med mine pengesager, så jeg får flere penge til mig selv. Så nu har jeg sendt ham alle mine personlige papirer, sikke en stor kasse! Det er bare rart, at nogen vil hjælpe. På vej hjem fra bedreviden, spillede jeg skak mod hele den nationale garde. De kom desværre op at slås om, hvis tur det var, så det endte i total kaos, og generalen for garden fyrede alle mand og ansatte nogle nye. De stod pænt på række, men kunne ikke spille skak, så jeg vandt 1-0. Nu har Henning Dyremose igen plantet sin store fod lige midt på min dørmåtte, som jeg ellers lige havde fået placeret helt korrekt. Den er meget svær at placere helt korrekt, da dørtrinet buer en smule og har en fem graders vinkel til væggen, så det er virkeligt et kompromis mellem det ene eller det andet. Og Henning duer ikke til det, så jeg må selv gøre det. Søndag Det var i dag, de kom fra Norsk Ferieservice og skulle låne mine limpistoler. Deres facadeskilt med reklamer for hytteferier i Norge var simpelthen drattet ned på fortorvet, hvor det havde spærret gaden i flere uger. Politiet havde været der i onsdags og henstillet til feriecentret om at få skiltet fjernet, da neonrørenes højspænding udgjorde en sundhedsmæssig risiko for borgerne i kvarteret. En enkelt hund havde da også fået stød på snuden, da den havde snuset til skiltet. Men nu har de fået sat skiltet op igen, så nu er det i orden. På vej hjem fra kulegravning fór jeg vild på Herning-egnen og var nødt til at spørge en gammel mand med gul trøje om vej. Han må have bemærket mig, da jeg stod og betragtede hans gule trøje, for pludselig flåede han den af og kastede den i grams for nogle børn. De lavede en flot drage af den og morede sig resten af eftermiddagen med at flyve med den. Jeg kunne se dragen hele vejen til Herning Station, hvor jeg tog et tog hjem. Nu har overboen igen spaltet helium-atomer, det er et værre svineri hver gang, nu flyder hele min lejlighed med spaltede helium-atomer, protoner, neutroner, diverse top- og downquaker, tau-partikler, furoner, elektroner og alt muligt andet. For de fleste partikler er jo ligeglade med vægge, de farer jo lige igennem hvadsomhelst og lægger sig hvor det passer dem, uden at man kan stille noget op. Han havde ellers villet spalte sine helium-atomer fuldstændigt til energi, men det måtte han ikke for kommunen. Så ville der blot have været lidt varmere i lejligheden, men det skulle jo kunnet have været til at leve med. Tirsdag I morges bankede postbudet på, han havde en stor pakke til mig, det er en fin og smidig robot, som kan skifte udseende, så den det ene øjeblik ligner min far og i næste sekund Kim Larsen, altså ham sangeren. Det er helt forrygende, som den ligner. Med en remote kan jeg styre den, fx. er den vildt god til at lægge syvkabale og læse bøger. Om den får noget ud af at læse, ved jeg ikke. Den kan også lave armbøjninger, og den går enormt meget op i sin udseende. På vej hjem fra understimulering kulminerede det hele og i et kort sekund tænkte jeg ikke på isbjørne, det var en rigtigt rigtigt dejlig fornemmelse. Det varede kun et splitsekund, så kom jeg til at tænke på isbjørne igen, men det er jeg jo så vant til, så det skal nok gå alligevel. Jeg har prøvet i stedet at tænke på helårsisolering, men det er altså ret kedeligt. Da jeg kom hjem, var hele mit dejlige kvarter erstattet med kæmpegraner, der tårnede sig op. Det synes jeg er frækt, de kunne da lige have advaret, så jeg kunne nå at få mine sager med mig. Der var mange andre, der også gik hvileløst rundt, så jeg er ikke den eneste, der er påvirket af hele affæren. Mandag I dag kom jeg forbi en lille skov, hvor gamle Køge-veteraner var samlet foran et stort pæreformet egetræ. De bar plastikskilte med billeder og tegninger af diverse ting og sager fra Køge. De viftede med skiltene, ikke sådan op og ned, men fra side til side, som om det var en stor vifte. De sagde ingenting, men deres ansigter var sminkede og dystre. En af dem lignede manden i et par, jeg kender fra Vallensbæk. På vej hjem fra simulering gik jeg en omvej ned til havnen. Det var totalt mørkt, og uheldigvis faldt jeg i vandet ved kajplads 72. Det var umuligt at kravle op, så jeg måtte svømme hele vejen til Hven, hvor jeg smadrede alle astronomiske måleinstrumenter som hævn, fordi jeg var sur over at være faldet i vandet. Da jeg kom hjem, havde viceværten igen været der med limpistolen. Han kan bare ikke lade være, og det er jo meget pænt det, han laver, specielt hans rette vinkler er helt fantastiske. De er bare så rette, at man gyser ved tanken. Men denne gang er han gået for vidt. Alle mine gamle aviser er limet sammen! Det er da fuldstændigt irrelevant at lime aviser sammen?! Nå, jeg må vist hellere se at få det ordnet. Tirsdag 29 store flotte, græske sejlskibe, aldrig har jeg set noget lignende. Deres køle kastede lange mørke skygger over tagene og markerne, hvor tidens tern skødesløst var blevet bugseret på plads nogle dage forinden. Bevægelsen ind mod centrum af byen varede mange timer, det var jo også nogle små forbitrede småkravl, der var blevet sat til at hjælpe med at trække tovene. En af dem havde ligefrem sin egen kridtstreg. På vej hjem fra kultivering begyndte mit højre knæ igen at spille musik. Denne gang skete det på Højbro Plads, hvor der var en del mennesker. Straks, de hørte musikken, der faktisk er ret smuk, blev de helt stille og gik hen imod mig. Jeg troede, de var vrede, men de gav mig allesammen en lighter eller en lille mammut af træ. Et kvarter senere holdt knæet op med at spille, og jeg ringede efter en 3x34. Mandag I dag kunne jeg slet ikke finde mit køleskab. Det er ellers ret nemt at kende. Jeg ledte og ledte, lige indtil jeg opdagede, at jeg var på Kreta i en lejlighed fuldstændig magen til min egen. Men det gør nu heller ikke så meget, for jeg havde nemlig kun en enkelt pølse i køleskabet, og her på Kreta er der dejlig varmt og masser af mad. På vej hjem fra finpudsning mødte jeg en gammel gnu, som havde slået sig ned midt på fortovet. Den tiggede græs, men jeg gad ikke lige tage til Holbæk og hente noget, så den fik det glatte lag. Det anede den ikke, hvad den skulle bruge til. Jeg havde alle mine tanker fixeret på et eneste punkt i otte minutter. Punktet var ca. 1,2 millimeter i diameter og under en tiendedel millimeter i højden. Materialet var blankslebet parafin, med et strøg af glans og glimmer. Når jeg kikkede ud fra punktet, kunne jeg svagt skimte den stol, jeg sad på. Lørdag I dag har været en total dejlig dag på jordomsejling. Vi sejlede og sejlede og efter noget tid, kom vi tilbage til det sted, hvorfra vi startede. Men det sjoveste af det hele var, at vi kom ind fra den modsatte side end den, vi sejlede ud fra. På vej hjem fra omsorg ramte jeg lige lukt ind i Hovedbanegården. Hold da helt op, hvor den er hård, sådan en hovedbanegård! Heldigvis havde jeg ekstra tænder med i bagagen og 10-sekunders-lim, så det varede ikke længe, inden jeg kunne komme videre. Så kom Kim Larsen og Fritz Helmuth lige pludselig rendende med de nye stålposer til komfuret. Det var godt nok også på tide, jeg kan jo knap nok stege bacon, uden at det hele sejler i stål. De ville gerne lige have en kop kaffe med, inden de skulle videre på ruten, så jeg diskede op med kaffe. Onsdag Puha, min næse kunne slet ikke være i bussen i morges. Den ramte bare den ene passager efter den anden. Og da den jo er lavet af tungt kød og brusk, slår den faktisk rimelig hårdt. Jeg slog fem i gulvet, da jeg skulle nyse. De blev jo noget rystede, men da jeg fortalte dem om Newtons 2. lov, faldt de lidt til ro. Så var det sjovere, da jeg greb et stillads, der pludselig faldt ned foran en skomagerforretning. Skomageren blev så glad, at han forærede mig alle sine limtuber. Jeg kunne dog ikke bære dem allesammen, så jeg lod dem ligge og flyde i forretningen. På vej hjem fra gruppepres, passerede jeg en mand, som absolut intet sagde mig. Hans jakke var bare så kedelig og almindelig, at jeg gabte meget højt med vilje. Så kan han tænke over, hvor kedelig hans jakke er til en anden gang. Mandag I dag så jeg et sted nogen gøre noget ved nogen. Da de andre kom, var de væk. De vidste ikke hvor de var og så løb de væk. Ingen fandt senere ud af det. Tænk at man kan rense et helt køleskab med 10 ruller toiletpapir og nogle ganske få liter propylalkohol. Det er så nemt så nemt, bare rulle det ud og så hælde propylalkoholen på. Lige gnide hen over køleskabet og vupti, så er dit køleskab herrerent! Det er da nemmere end at skulle ud og købe et nyt. I dag regnede jeg ud, hvor mange guldatomer, der går på et kubiklysår. Jeg sad og regnede i 5 timer, men så havde jeg ikke flere kuglerammer. Men en ting er sikkert, det er flere end 999.999.999. Søndag I dag så jeg et sted nogen gøre noget ved nogen. Da de andre kom, var de væk. De vidste ikke hvor de var og så løb de væk. Ingen fandt senere ud af det. Tænk at man kan rense et helt køleskab med 10 ruller toiletpapir og nogle ganske få liter propylalkohol. Det er så nemt så nemt, bare rulle det ud og så hælde propylalkoholen på. Lige gnide hen over køleskabet og vupti, så er dit køleskab herrerent! Det er da nemmere end at skulle ud og købe et nyt. I dag regnede jeg ud, hvor mange guldatomer, der går på et kubiklysår. Jeg sad og regnede i 5 timer, men så havde jeg ikke flere kuglerammer. Men en ting er sikkert, det er flere end 999.999.999. Torsdag I dag skete der noget helt utroligt. Det var så vildt, så vildt. Det hele gik så hurtigt, at jeg slet ikke kunne følge med. Så var det også, at jeg bad om mine himmelblå, men de hjalp ikke spor, tværtimod blev alting meget mere utroligt. Det var med nød og næppe, at jeg fik lov til at aflevere dem tilbage. På vej hjem fra pindestabling fandt jeg en masse guldhandsker. De lå bare der og flød, så jeg tog så mange jeg kunne bære, det var ikke mange, man må jo huske på, at guld har en temmelig høj massefylde. En liter guld vejer herremeget. Faktisk væsentlig mere end en liter ler. Øv, nu står der en dum grævling og vogter over min el-guitar, og jeg skal bare bruge den. Den gør tilnærmelser, hvis jeg så meget som nærmer mig el-guitaren, det er noget værre rod. Jeg har prøvet at lokke den med en harmonika, men den vil kun have el-guitaren. Nå, men den spiller nu meget godt på den, så jeg har udgivet et par singler på internettet. Den første hedder The Grævlingtons - Playing the El-Guitar. Tirsdag I dag købte jeg to brød, der udelukkende var bagt af forskellige ting. Jeg spiste dem så hurtigt, jeg kunne, af angst. Det hjalp, nu har jeg det godt igen. Nu er de to kasser med bisonokser endelig blevet fjernet, jeg siger jer et hyleri! De kom her i morges og hentede dem i et transportmiddel. Så er man ude over det. På vej hjem fra selskabsrygning spillede jeg en klaverkoncert i Norge. Så det var rart at komme hjem og smække stængerne op. Men der ligger fem hættemåger og sover i min cykelkurv og jeg skal have mine vanter, de ligger i cykelkurven, så jeg er helt i vildrede. Skal jeg hælde lim på hættemågerne og håbe på, at det når at størkne, inden de opdager det? Eller skal jeg give dem én på frakken og sige, de bare kan se at komme ud af fjerene og få vingerne på nakken? Måske det hele ender med en Lilly? |
