| "Kommanderer man elleve mand ud på en lang stage ved Himmerland, vender de alle tilbage..." |
De Andre HistorierHenning Der var engang en mand, der hed Henning. Han havde så grimme tænder, at folk besvimede, når de så dem, og han måtte altid gå med et stykke pap foran munden, når han var i byen. Det var en evig plage for ham at holde papstykket, når han skulle betale i forretninger. Evig og altid skulle han stå der og fumle med det elendige papstykke, der altid var nusset og blødt. En dag tabte han alle sine småpenge på gulvet hos en urmager. Det var dråben. Han opsøgte straks en opfinder, som var specialist i den slags, og han sagde, at han ville have noget klar en måned efter. Da Henning en måned senere kom til værkstedet, havde opfinderen et stort stativ på ryggen, hvorpå der sad et kæmpe virvar af spejle, lamper og stænger. Ideen var, at projicere et billede af Elvis' flotteste tandpastasmil op på bærerens mund. "Den er lidt tung," sagde han og pegede på diasfremviseren og benzingeneratoren på stativet. Henning var dog ikke i tvivl; det dejlige smil måtte være det hele værd. Han tog stativet på og så sig i spejlet. Dér stod Henning med det bredeste og lyseste smil og lignede en halv million! Henning var lykkelig, han dansede rundt i værkstedet, mens han sang en munter sang. "Hvad koster den?" spurgte han. "Fem kroner," svarede opfinderen. "Det var ellers billigt," sagde Henning og rakte ham en femmer. "Ja," sagde opfinderen og lagde femmeren ned i sin pengekasse, som han derefter låste. På vejen hjem gik Henning ind i en tøjforretning for at se, om ekspedienten ville opdage noget. "Jeg vil gerne se på en jakke," sagde Henning til ekspedienten bag skranken. Ekspedienten gloede målløs på Henning, som han stod der med sit kæmpe-stativ på ryggen og et lysbillede af Elvis’ smil på munden. Benzingeneratoren larmede og lugtede forfærdeligt. Ekspedienten anede ikke, hvad han skulle sige og stod bare og glode på Hennings smilende Elvis-mund. Pludseligt gik benzingeneratoren i stå, og Hennings smil forvandledes til det grimmeste hekse-smil, ekspedienten nogensinde havde set, og han besvimede omgående. Henning kunne ikke finde sit gamle pap-stykke og løb ud af forretningen. Hvorfor får du ikke gebis?" spurgte Hennings onkel, Børge, ham en dag, han var på besøg. "Fordi tandlægen så vil være nødt til at se mine tænder," svarede Henning bag sit fugtige pap-stykke. "Nå, ja den ene gang kan du vel godt overleve," sagde Børge. "Ja, jeg kan godt, men alle de mennesker, som ser mine tænder, besvimer," svarede han. "Findes der ikke blinde tandlæger?" spurgte Børge. "Nej," svarede Henning. "Kan du ikke bare sætte pap-stykket fast på dine briller med et stykke ståltråd?" spurgte Børge. "Det var da en god ide," sagde Henning og hentede et stykke ståltråd. Pap-stykket var ikke svært at sætte fast på brillerne. Nu var Henning lykkelig. Han dansede rundt om Børge, mens han rakte hænderne i vejret. Nu var Hennings kvaler endelig slut, og han levede lykkeligt til sine dages ende. Latterlige Lille Jørgen Lille Jørgen var et latterligt skravl, for hvem det var helt iorden udelukkende at føle had og foragt. Man måtte gerne slå Lille Jørgen hvis man ville, for hele hans person var så dum og utålelig, at han udelukkende var til gene og irritation for sine medmennesker. Faktisk måtte man gerne slå ham flere gange, også selvom han ikke var ved bevidsthed længere. Et par rappe spark i Lille Jørgens latterlige skridt var en nådig straf for hans belastning af menneskeheden. Lille Jørgen var 38 år, da man skar hans ben og arme af, og placerede ham i en stol. Så kunne man bare gå hen og vappe ham en på skrinet, hvis man ville. Det eneste man ikke måtte, var at ryge i lokalet, da man ikke ønskede at udsætte Lille Jørgen for passiv rygning. Henry Ingen havde nogensinde påstået, at Henrys ene hånd var for svag til at kvase den anden. Men det havde altid ligget i luften. Lige siden familien flyttede til storbyen, havde Henry aldrig haft sine hænder i lommerne. Altid oppe i luften var de. Blafrende rundt mellem busser og kilometersten. Disse to hænder havde engang holdt en glaskugle op i luften i en orientalsk krystalbutik. Moderen kiggede genert væk, da det skete. Det var den sommer, hvor tanternes cykelklub var kommet på besøg. Derfor var det meget vigtigt, at Henry viste sig fra sin bedste side. Det havde moderen selv skrevet bag på avisen. Tanterne var skam osse meget tilfredse med forløbet, deres ankler var ømme længe efter al den svirren. Dengang Henry var lille, kunne han ikke rigtigt ramme hænderne. Hver eneste gang, han prøvede, ramte han ved siden af. Snart var hele hans værelse fyldt med tomme kassetter. Det pinte ham og ikke mindst hans familie, der gerne så, at deres søn blev noget stort. Så det var en meget stor skuffelse for dem, at Henry meldte sig til kaffesmagning, netop som alle regnede med, at det med hænderne var blevet bedre. Henrys nye beskæftigelse viste sig da osse at gøre det hele meget værre for ham. Efter nogen tid begyndte han oftere og oftere at tabe sine hænder i kaffetragten og vasken. Og efter to år var det så slemt, at familien måtte skifte kaffedåsen ud med en af kunstmateriale. Den gamle var simpelthen blevet for flosset og brændt i kanten. Nu var Henry blevet 43 år, og alle kunne med sikkerhed sige, at han var kommet sig over det griske traume, hans barndom havde været. Selv tanternes hundepassere smilte og bifaldte hans små improviserede tændstik-kunster. De kneb forventningsfuldt øjnene sammen, når æskerne glimtede og sang i luften. Henrys forældre håbede dog, at han stoppede med tændstik-tricksene, inden nogen fik nok af al den larm. En dag kaldte faderen alle i familien ind i den store stue. Der var en dyster stemning. Faderen sad på hug foran sine tobakspunge. Da alle var kommet ind, gik faderen hen til kommoden og tog en stor grøn plastflaske frem. Den var tom og kapslen manglede. Først da han vendte bunden i vejret på den, gik der et stort suk gennem dem alle. Henry løb ud af stuen med det samme. Klubers knæ Kluber var ganske almindelig med en enkelt undtagelse. Hans knæ var så små og skrøbelige, at han var nødt til at bo i vægtløs tilstand, hvilket var herredyrt i rumskibe, og Kluber havde derfor sjældent råd til hverken mad eller tøj. En dag, da han opgav at lægge 7-kabale i luften i sit rumskib, blev han så sur, at han fik den mest geniale ide til dato. Han fik nemlig øje på den baseballkølle, han ikke havde set i meget lang tid. Han mindedes samtidig sin skolegang, hvor han havde lært, at bindevæv og brusk har en tendens til at blive stærkere, hvis det stresses eller brækkes. Denne lærdom skulle snart, sammen med genkomsten af baseballkøllen, ændre hele hans liv ganske dramatisk. En tidlig morgen, hvor cockpittet netop var drejet ind foran solen, startede Kluber på sin geniale plan. Der skulle gå mange måneder, før den ville bære frugt, vidste han, men Kluber var så dødtræt af sin ensomme tilværelse blandt brummende apparater og sondemad, at han ikke tvivlede den mindste smule; nu, ja nu, måtte han gøre det. Han tog resolut battet og begyndte. Med rolige og besindige bevægelser bankede han let på sine knæ, og han mærkede, at det føltes rigtigt. Snart vænnede han sig til smerten og kunne dag for dag gradvist slå hårdere og hårdere på knæene. Efter 20 dage kunne han gennembanke dem otte timer om dagen, uden at smerten blev uudholdelig. Knæene blev til at begynde med mest røde, men efterhånden begyndte den langsomme opbygning af bindevæv og brusk, han så inderligt ønskede. Efter et halvt års hård bankning, var hans knæ så stærke, at han besluttede sig for at tage tilbage til jorden. Han satte sig til rette i cockpittet og startede jetmotorerne og stævnede mod Danmark. Han landede i Københavns Lufthavn klokken fire tirsdag morgen. Han mærkede tyngdekraften igen og blev gennemskyllet af en total lykkefølelse. Nu skulle hans lange knæ-gennembankning stå sin prøve. Han rejste sig forsigtigt op i cockpittet og blev stående lidt. Så tog han et skridt og et til, og snart kunne han gå rundt i rumskibet. Han åbnede lugen og gik ud i morgendisen. Den friske kolde luft ramte ham som en orkan, og han jublede og kunne næsten løbe ind i udenjordsterminalen. Han var lykkelig. Mordsagen Lennart satte bilen i fart. Hans mor havde bedt ham købe grydelapper med hjem til hende - han kunne lige nå at dræbe Muslingen på vejen. Lennart havde aldrig lært at parkere, så han hoppede altid ud af bilen, mens den var i fart. Denne manøvre betød som regel, at hans bil smadrede et par andre biler, så hans økonomi var selvsagt meget dårlig. Muslingen havde hørt et værre rabalder nede på gaden. Han var meget nervøst anlagt, så han kikkede med det samme ud af termovinduet. Han nåede dog ikke at se Lennart smutte ind i opgangen. Da det ringede på, fyrede Muslingen en mortérgranat mod døren. Lennart havde prøvet det før og tog sig derfor ikke af det. Han gik ind i lejligheden, og dræbende myrdede han Muslingen helt ihjel, til han lå livløst død. - Fik du købt grydelapper?, spurgte hans mor Lennart, da han var kommet hjem, og de sad i køkkenet og snakkede. - Fuck, det glemte jeg rent, sagde Lennart, mens han spiste popcorn. - Jeg dræber dig, sagde hans mor. - Jamen, så dræber jeg osse dig, sagde Lennart. De tog hver en kniv og dræbte hinanden. Kommisær Bjalkning havde netop vundet over Jørgensen i håndtering af beriget uran, da de blev kaldt ud til en lejlighed på 4. sal. På vej derhen sang han en munter sang. Hans næsebor spilede vældigt ud, når han sang, og det var osse grunden til, at hans kone var gået fra ham. - Hvad koster sådan en blender mon?, spurgte kommisær Bjalkning Jørgensen, mens han betragtede de to døde, som lå på gulvet i en blodig pøl. - Tja, et par hundrede, svarede Jørgensen, mens han spiste et par popkorn. - Skal vi ikke bare sige, at vi ikke kunne finde adressen og så gå på druk nu, spurgte kommisær Bjalkning. - Nej, svarede Jørgensen. - Øv, svarede kommisær Bjalkning. De foretog de nødvendige undersøgelser, skrev rapport og tog så på druk. Prebens ønske Preben var ude at gå sin aftentur, da han så et stort flot stjerneskud. Han huskede, hvad hans onkel Preben altid sagde, når de sammen var til spejder: "Når du ser et skud af stjerner, skal du et ønske tænke. Og dette ønske vil blive dig opfyldt!" Hans skuldre var altid lige oppe at vippe, når han sagde det. Preben var en ensom og gammel mand. Han boede alene på sit lille husmandssted, langt nede på Lolland, og det var længe siden, han havde haft en dame. Han ønskede derfor, at alle damer i hele verden ville blive fuldstændigt vilde med ham. Inden han nåede hjem, ankom de første busser med damer. De kastede sig alle over ham og kyssede ham. Han bød dem alle indenfor, og snart var stuen fyldt med damer. Han sorterede hurtigt i dem og gennede de grimme damer ud. Efterhånden ankom flere busser med damer, private biler med damer, damer til fods, damer på cykler, en enkelt dame havde fundet sit skateboard frem. Snart var hele Lolland proppet med damer og køretøjer. Preben havde fuld gang i sorteringen, og hans stue var nu helt fyldt med meget smukke damer. Efter tre måneder havde han sorteret alle damer fra, undtagen den smukkeste af dem alle. Hun hed Hanne, var 27 år og fra Herning. Hendes mor var en kendt frisør. De andre damer fra hele verden, måtte slukøret tage hjem til deres lande. Da freden atter var faldet over Prebens gård, sagde han til Hanne: "Velkommen til min gård!". Den hemmelige katode Superlederen, der løb fra Statoil tankens hemmelige kælderrum til Herlev Sygehus, overførte afstøbninger af tyske brynjer, når der ikke var andet at lave. Superlederen kunne overføre næsten ni brynjer i timen, hvilket var imponerende, da de fleste brynjer var scannet i en vanvittig høj opløsning. Salget af plastbrynjer til børnene gik da osse ganske forrygende. For det meste lå personalet på gulvet på tankstationen og spillede guitar eller strikkede varme trøjer til deres mødre i Jylland. Normalt er det de jyske mødre, der strikker varme trøjer til deres sønner langt væk, men der var en ganske særlig grund til, at netop disse unge mænd var en besynderlig undtagelse. Da den ungarske udenrigsminister havde kastet de sidste halvrådne halmballer ned i den galvaniserede beholder, overvejede han nøje sit næste skridt. Hans eneste chance for at beholde sine ben, var disse gamle mænds lovprisninger af en meget speciel katode, som de engang havde haft til lakering på værkstedet. Udenrigsministeren vidste næsten alt om katoden, som var en del af et større, hemmeligt projekt. Men han anede ikke, hvordan han skulle betjene den. - Du kan slippe med spar syv, sagde den ældste mand, mens han byttede om på lågene på malerbøtterne. Udenrigsministeren tænkte sig grundigt om. Hvis den gamle mand virkelig selv havde de tre andre syvere, så det sort ud. Han kikkede rundt i værkstedet, men der lå ingen syvere. - Ok, sagde udenrigsministeren, mens han fiskede spar syv frem fra den hule paraply. Han rakte ham kortet til den gamle mand, der hurtigt tog det til sig. - Du er heldig, jeg har kun en enkelt syver, sagde den gamle mand og pegede op i loftet, hvor hjerter syv var limet fast på et ventilationsrør. Nu kunne udenrigsministeren uden problemer betjene katoden. Udenrigsministeren foretog nogle indkøb på vejen til Statoil-tanken. Han ville ikke risikere at skulle stå og mangle smør eller kiks i de lange vintermåneder. Somme tider tænkte han på Sylvester Stallone. Personalet på Statoil tanken havde nøje forberedt forløbet, selv de røgfarvede glas i emhætterne var omhyggeligt blevet skærmet af med blyfolie. Nogen havde for sjovt sat en halvtør frøsnapper fast i toppen af en papreklame for en actionfilm. Udenrigsministeren synes dog ikke at påskønne dette indfald, der ellers var venligt ment. Nu firede de sig alle ned ad wirerne, til de nåede helt ned i bunden af skakten. Det dæmpede lys fra baren fristede dem ikke. De gik lige forbi, og ind under den store grukeddel, hvor den hemmelige indgang til katoden var. Udenrigsministeren gik først ind, derefter tankpersonalet og til sidst en lille bitte hund, der havde sneget sig med ind. Den kunne formentlig lugte de dejlige skinker, der hang på rad og række ved siden af den store katode. På Herlev Sygehus var de sidste brynjer netop ved at være overført gennem superlederen, da skinker pludselig væltede ud af terminalen. - Så se da at slukke for det gamle bras, råbte overlægen, det er jo ikke til at være her for skinker! - Du kan selv slukke, du sidder tættest ved kontakten, svarede sygeplejersken vredt. - Det er slet ikke det, det handler om, unge dame, råbte overlægen, det handler om, at du skal gøre som du får besked på! Sygeplejersken gik modstræbende hen og slukkede for terminalen, som derefter stoppede med at udspy skinker. Overlægen så til sin glæde, at der trods alt var tale om nogle meget lækre italienske skinker af fineste kvalitet. Den ungarske udenrigsminister sad nu klar ved katoden. Tankpersonalet og den lille bitte hund stod et stykke derfra ved betjeningspanelet og indstillede apparatet. - Så er vi klar, råbte en fra tankpersonalet. Udenrigsministeren tænkte igen på Sylvester Stallone og hviskede: - Fyr den af. En fra tankpersonalet hev straks viskestykket ud af hullet i terminalen, og katoden begyndte at ryste og udsende de små insekter, som generede tankpersonalet en smule. Da katoden var varmet op, trykkede en fra tankpersonalet på en knap, og katoden blev hurtigt omdannet til en brynje, der straks smøg sig om udenrigsministerens krop. Nu reagerede tankpersonalet hurtigt og deres årelange træning i Himmerland gjorde, at de ikke lavede nogle fejl, og de fik hurtigt overført udenrigsministeren gennem en masse små skåle og pander og potter, som alligevel var smidt ud. Efter et par minutter, var tankpersonalet og den lille bitte hund alene ved katoden. Herlev Sygehus var på den anden ende. Den ungarske udenrigsminister stod og dansede riverdance i terminalrummet. Og grinede hjerteligt! |
